Solbeskinnet reservekamp ender 3-3
Mikkel Jensen — 01.08.2022 12:53
Silkeborg IF gæstede mandag Randers FC’s reserver. Det viste sig at blive en varm og underholdende affære.
Mange af vores trofaste fans havde fundet vej til bane 9 på Randers FC’s anlæg, for at overvære reserveholdskampen mod Silkeborg IF. Alhaji Kamara spillede de første 45 minutter, og nåede at nette to gange.
Kampen startede roligt ud. Silkeborg var meget på bolden overfor en velorganiseret Randers FC defensiv. Første store chance tilfalder Silkeborgs Søren Tengstedt. Han modtager bolden udenfor Randers feltet og brager bolden afsted, men heldigvis for målmand Alexander Nybo preller den af på overliggeren.
Midt i anden halvleg kommer der gang i scoringen. Tobias Klysner får sendt bolden i feltet og her står Alhaji Kamara klar til at score. 1-0 til Randers FC og stor glæde på Randers bænken. Kort efter bliver det også 2-0 til de lyseblå. En god igangsætning fra Alexander Nybo til Tobias Klysner satte gang i en omstilling. Klysner finder Babayan der knalder bolden ind til Brock-Madsen i feltet. Mål til Randers FC og et bevis på holdets fremragende evner på kontra.
Silkeborg fortsatte med at spille og havde klart overtaget i boldbesiddelse. Forsvaret afviste og de offensive spillere lurede på omstillinger. Det lykkedes til perfektion efter 35 minutter. Bolden havnede i fødderne på Tobias Klysner på højre kanten, og han fandt igen Alhaji Kamara i boksen. Det sierraleonske hoved pandede bolden i kassen, og så stod det 3-0 til Randers FC.
Tobias Klysner var efter kampen glad for at have Alhaji Kamara tilbage på banen:
”Det er dejligt at have Haji tilbage igen. Han har være ude et stykke tid nu, så det er godt for ham at være tilbage. Han får mig til at se god ud ved at heade dem ind, så det er jeg glad for.” Siger Klysner med et smil.
Inden pausen fik Silkeborg reduceret på et direkte frispark af Søren Tengstedt. Bolden sad for yderligt til Alexander Nybo og så gik vi til pause med en føring på 3-1.
Søren Tengstedt var klart farligste Silkeborg mand, og testede også kort efter pausen Nybo i målet. Tobias Klysner var modsat en evig trussel for Silkeborgs bagkæde med sine dybe løb.
Dion Veliqi erstattede den dobbelte målscore, Kamara, i pausen, og han danner nu angrebspar med Brock-Madsen. Han forsøgte sig efter omkring en time udefra, men måtte se sin afslutning ramme overliggeren.
De mange Silkeborg pasninger virkede til at gøre de lyseblå en smule møre. En fejl i Randers opspillet blev straffet med det samme af Silkeborg. 3-2 og der var fuld spænding frem mod de sidste 25 minutter.
Randers FC skiftede i den sidste halvdel af anden halvleg nogle unge og friske kræfter ind. Kampbilledet var fortsat det samme som i det meste af kampen. Silkeborg havde bolden og Randers FC lurede på omstillinger.
Kort før tid opstod der en lille sprække i den eller godt spillende lyseblå defensiv. En Silkeborg spiller tippede bolden ind bag ved Randers bagkæden i et sjældent uopmærksomt øjeblik. Flot afslutning af en fremadstormende Silkeborgsgenser, der scorede til kampens slutresultat, 3-3.
Efter kampen fangede vi Rasmus Bertelsen, for at hører hvordan han oplevede kampen:
”Jeg synes der var mange gode ting at tage med mod en svær modstander. Silkeborg har et godt hold og et godt koncept, så det er en god modstander at øve sig på. Vi skaber mange ting offensivt, så jeg synes det var en god præstation.”
Silkeborg havde mange pasninger og meget tid på bolden, men assistenttræneren mener at holdet løste det godt:
”Jeg synes vi løser deres spil rigtig godt. Vi prøver at presse højt for ikke at blive trykket helt flade. De spiller meget, og man kan ikke undgå at de kommer til chancer. Det er ikke tilfældigt at det ender 3-3 med så offensivt et hold.”
Husk at der er kamp i 3F Superligaen på fredag, hvor Randers FC hjemme møder ligaens nummer to fra AC Horsens. Du kan sikre dig billet til kampen her: Billet RFC - ACH