Egho: Vi vil have sæsonens første sejr

Martin Albrechtsen — 04.08.2022 12:45

Marvin Egho glæder sig til fredagens hjemmekamp mod AC Horsens

For første gang siden 22. august 2021 var Egho at finde i startopstillingen i en 3F Superligakamp, da han i søndags startede inde i lokalopgøret ude mod AGF. I interviewet her, som du kan se længere nede i artiklen, sætter angriberen ord på sit comeback, efter at have været skadet i lang tid.

- Det var selvfølgelig en god følelse at starte inde. Det føles anderledes end tidligere, hvor jeg startede inde, fordi jeg har været ude i så lang tid. Så det var specielt for mig. Jeg havde håbet, at vi kunne have vundet i Århus, men jeg håber, at vi kan gøre det i morgen i stedet, fortæller Marvin Egho.

Vores østrigske angriber blev skiftet ind i hjemmekampen mod OB i 2. runde, hvor han med sin indsats og mål var med til at vende kampen fra 0-2 til 2-2. Det var Egho's første 3F Superligamål siden 18. juli 2021, og det var et specielt et af slagsen for østrigeren.

- Det var specielt at score. Når man har været ude i lang tid med en skade, og man ikke helt ved, hvad man skal forvente. Stillingen i kampen var helt perfekt for mig, da vi var bagude med 0-2, og vi ikke havde så meget at tabe, men noget at vinde. Jeg forsøgte at give alt, hvad jeg havde i mig. Heldigvis scorede jeg det ene mål, og Filip Bundgaard scorede det andet mål. Jeg ville have elsket at score det tredje mål også, men generelt var det en god dag, udtaler Egho.

Marvin Egho glæder sig til fredagens hjemmekamp mod AC Horsens, hvor den østrigske angriber tror og håber på, at Randers FC kan nappe sæsonens første sejr, selvom oprykkerne fra Horsens har fået en god start på Superligatilværelsen med sejre over bl.a. FCK og Lyngby.

- Vi er ubesejrede, men vi har kun tre points. Så vi vil have sæsonens første sejr!, understreger Egho.

Egho fortæller desuden om et usædvanligt lækkert mål mod netop AC Horsens, som han scorede tilbage i marts 2019. Den kamp vandt Randers FC med 2-0. Vi håber at gentage successen i morgen, fredag, hvor der er kampstart kl. 18.00 på Cepheus Park Randers.

Køb billetter til kampen her: https://billet.randersfc.dk

Vi ses på Cepheus Park Randers!

Marvin Egho er sponsoreret af MiTech

Rettelse: I interviewet får vi sagt, at Egho sidst startede inde i en 3F Superligakamp i november. Det er ikke korrekt. Som skrevet længere oppe i artiklen startede han sidst inde i august måned sidste år.