Lars Rønbøg, Getty Images

Et lille overblik: Sådan ser det historisk ud mod OB

Mikkel Jensen — 23.07.2022 12:04

Søndag eftermiddag triller bolden igen på Cepheus Park. Hvordan ser det historisk ud, når OB står på den anden side af midten? Vi har samlet de vigtigste punkter fra de første 50 opgør i 3F Superligaen.

Randers FC er OB overlegne når kampen spilles på Cepheus Park i 3F Superligaen. I de 23 kampe der indtil videre er spillet, har Randers FC vundet de ni, ti kampe er endt uafgjort og OB har kun vundet fire. I de indbyrdes kampe i Kronjylland er der blevet lavet 53 mål. De 33 er scoret af Randers FC. 

Fynboerne har derimod det samlede overtag, hvis man kigger på alle 3F Superligakampe. 19 gange er det endt med sejr til de stribede, mens Randers FC har nappet de tre point 15 gange. 

Kronjyderne har ikke tabt til OB på hjemmebane siden august 2014. De lyseblå står noteret for otte sejre og fire uafgjorte. En statistik vi håber på at udbygge søndag.  

En statistik der omvendt gerne må blive brudt handler om to Randers FC sejre i træk. Hestene har ikke vundet to ligakampe i træk mod OB siden 2016. Søndag er der endnu engang mulighed for at slette den statistik. 

I sidste sæson mødte Randers FC og OB også hinanden på Cepheus Park i anden spillerunde. Den kamp endte 1-1, efter at Alhaji Kamara udlignede OB’s tidlige føring. Sæsonens anden kamp mellem de to endte med en sejr til de lyseblå. Vito Hammershøy-Mistrati sikrede tre point, efter af Randers FC igen var kommet bagud i kampens begyndelse. Kampen endte 2-1 til Randers FC.