Vito Hammershøy-Mistrati solgt til CFR Cluj

Kristian Fredslund Andersen — 08.06.2022 15:45

Efter tre år i klubben skifter Randers FC-anfører Vito Hammershøy-Mistrati til de rumænske mestre CFR Cluj

Efter 120 kampe for Randers FC skifter Vito Hammershøy-Mistrati tilværelsen som profil i 3F Superligaen ud med et udenlandseventyr i Rumænien, hvor han fremover skal tørne ud for CFR Cluj, som Randers FC i sidste sæson mødte i Europa Conference League.
- Det har været et ønske for Vito at prøve sig af i et andet land, og det har vi hele tiden givet udtryk for, at vi ville være lydhøre over for. Nu kom muligheden for det med vores rumænske modstandere, som jo har oplevet ham på nærmeste hold i to kampe, og vi ønsker ham alt muligt held og lykke. Vito har været en fantastisk spiller og ambassadør for Randers FC, hvor han har udviklet sig enormt meget, siden han kom til for tre år siden og nu helt fortjent får lov at prøve sig af uden for landets grænser. Samtidig viser vi endnu engang, at Randers FC er et godt sted at komme hen for at udvikle sig, gøre sig gældende og komme videre på et tidspunkt, siger sportsdirektør Søren Pedersen om salget.Den snart 30-årige midtbaneprofil glæder sig til muligheden hos de rumænske mestre, men vil samtidig savne Randers FC-livet.
- Jeg har haft det vanvittigt godt i Randers FC og fået en masse gode oplevelser, som jeg aldrig vil glemme. Det er virkelig en fantastisk klub, og jeg vil komme til at savne en masse mennesker helt vildt. Muligheden for at komme til en anden liga og opleve noget nyt har dog trukket meget i mig den seneste tid, og jeg er sindssygt spændt på fremtiden væk fra Danmark. Vi mødte dem sidste år og kunne se, at det var en stor klub. Der er gode spillere, og de spiller med om mesterskabet hvert år og skal også ud og spille Champions League-kvalifikation nu her, siger Vito Hammershøy-Mistrati.Han kom til Randers FC fra Hobro IK i sommeren 2019 og skulle lige bruge noget tid til at finde sin plads på holdet. Siden har han vokset sig til en profil ikke bare i Randers FC, men i hele 3F Superligaen. Og da Erik Marxen i vinter skiftede til FC Nordsjælland, blev det Vito som fik overrakt anførerbindet.- Det har været den bedste tid i min karriere uden tvivl. Jeg er blevet modnet i Randers og har lært, hvordan fodbold på øverste niveau hænger sammen, og hvilke mekanismer der er på et top-6-hold. Klubben har virkelig været med til at forme mig. Jeg har samtidig været med til at udrette store ting for klubben og mig selv og fået nogle vildt store oplevelser med blandt andet pokaltitlen og store kampe i europæisk fodbold. Derudover er jeg stolt af, at jeg opnåede at blive anfører, hvilket mange af mine tidligere holdkammerater i andre klubber nok ikke vil have troet nogensinde ville ske. Det var stort og vidner også om den udvikling, jeg har været igennem, siger Vito.Han kommer til at savne omklædningsrummet, træningerne og at spille på Cepheus Park Randers.- Randers FC har været en fantastisk klub for mig. Der er et helt unikt fællesskab i klubben. Det kan lyde som en kliché, når man siger, at folk vil løbe de ekstra meter for hinanden, men det vil man altså her. Der er samtidig virkelig kompetente mennesker på nøglepositioner i klubben, som ved hvad de gør. De to ting sammen er nøglen til succes i Randers FC, og noget man skal holde fast i samtidig med, at man får bygget på, siger Vito.Fakta:Vito Hammershøy-MistratiMidtbanespillerFødt den 15. juni 1992 (29 år)Tidligere klubber: FC Midtjylland, Næstved BK, HB Køge, Lyngby BK, FC Helsingør, Hobro IK.