Dramatisk duel om fjerdepladsen: Rødt kort kostede sejren

Oliver Maltha — 11.05.2022 19:05

Et unødvendigt rødt kort til Simon Graves blev kampafgørende, da Randers FC spillede 2-2 mod AaB i et dramatisk opgør, hvis spændingskurve havde store udslag i begge retninger.

Der var lagt op til en direkte duel om Mesterskabsspillets fjerdeplads. Med en sejr kunne Randers FC passere AaB i 3F Superliga-tabellen. Det lykkedes desværre ikke, da det endte 2-2 efter en dramatisk kamp på Cepheus Park Randers.

Randers FC kom utroligt godt ud til kampen. Det virkede til, at Thomas Thomasberg for alt i verden ville undgå at komme hurtigt bagud, som tilfældet ellers har været i de seneste opgør mod AaB. Kampen var blot fem minutter gammel, da Jakob Ankersen fik testet Jacob Rinne i det nordjyske mål. Ankersen brød bolden i højresiden og sparkede bolden i en flot bue mod målet, men desværre for Randers FC og Ankersen, så sneg bolden lige over mål.

I minutterne efter var Randers FC igen farlige. Endnu en gang var det Ankersen, som forsøgte sig udefra, og få minutter senere sendte Vito Hammershøy-Mistrati bolden mod det lange hjørne, men bolden strøg forbi den ene opstander. Randers FC var generelt set det klart bedste hold i kampens første kvarter. Kronjyderne var mest på bolden, vandt nærkampene og var klart farligst på den sidste tredjedel. Som det, desværre, oftest sker, når man ikke scorer i sine gode perioder, så bliver det straffet – det var også tilfældet i dag. Efter en god kombination i venstresiden, sendte Kasper Kusk bolden ind til AaB-angriberen Milan Makaric, som sparkede bolden i kassen.

Det var helt klart en kold spand vand i hovedet for Randers FC, som indtil målet sad på det hele. Det holdt dog ikke Randers FC fra at kæmpe – godt symboliseret ved Tosin Kehinde, der efter en halv times spil afdriblede to mand i AaB-forsvaret, men som desværre måtte se sit skud blive blokeret. Med lidt mere held og skarphed var Randers FC kommet på tavlen i denne første halvleg, men ind ville bolden ikke. Dermed kunne Randers FC gå til pause bagud med et enkelt mål.

Randers FC startede som lyn og torden i anden halvleg, og den skarphed som manglede i første halvleg, kom fra start. Anden halvleg var nemlig kun tre minutter gammel, da Randers FC bragte balance i regnskabet. Venstrebacken Oliver Bundgaard kom først på en tværaflevering, og sendte en flot afslutning afsted. Afslutningen blev reddet af AaB-keeperen, men først på riposten kom Tosin Kehinde, og med en lang tå kunne han fortjent udligne til 1-1.

Den flotte start på anden halvleg kulminerede efter en times spil. En flot Randers FC-kontra endte med en afslutning fra Bjørn Kopplin. Den afslutning endte på armen af en AaB-forsvarer, og så var der straffespark til Randers FC. Igen var det Lasse Berg Johnsen der stod klar ved pletten, og han bragede bolden på undersiden af overliggeren og ned. Det bragte stor ærgrelse på Cepheus Park Randers, men pludselig fløjtede dommeren – den skulle tjekkes på VAR. Efter et par sekunder fløjtede dommeren mål – bolden var nemliginde over stregen, og brød jublen ud.

AaB så mismodige ud, og det lignede, at kampen skulle ende med tre point til Randers FC. Den opgave blev dog markant sværere, da midterforsvarer Simon Graves få minutter senere modtog sit andet gule kort efter en meget satset tackling på et ufarligt sted på banen, og så var Randers FC ti mand resten af kampen.

Ligesom mod Brøndby skulle der en mandfolkeindsats til for at holde resultatet, men med 20 minutter igen fik AaB udlignet til 2-2. Et indlæg endte via Simon Piesingers hoved hos AaB’s Iver Fossum, som sparkede bolden ind bag Patrik Carlgren. AaB havde et forsøg på overliggeren, mens unge Alexander Simmelhack også var tæt på at blive matchvinder.

Det endte dog 2-2 – og Randers FC bevarer dermed spændingen i duellen om fjerde- og femtepladserne, der kan give europæisk adgang til næste sæson.

Næste hjemmekamp er mod FC København på søndag d. 15. maj klokken 16.00, hvor vi håber på at se rigtig mange til et brag af en kamp.

Der sker masser af ting i fanzonen fra kl. 14.00. Så kig forbi og vær en del af denne sæsons måske sidste hjemmekampe på Cepheus Park Randers.

Billetter til kampen kan købes på https://billet.randersfc.dk

Startopstilling med ændringer:
Patrik Carlgren – Bjørn Kopplin, Simon Piesinger, Simon Graves, Oliver Bundgaard – Tosin Kehinde, Frederik Lauenborg (74. Alexander Simmelhack), Lasse Berg Johnsen, Jakob Ankersen (74. Simon Tibbling) – Vito Hammershøy-Mistrati (88. Mads Enggård), Nicolai Brock-Madsen (66. Hugo Andersson)

Dagens kampsponsor: Nordic Digital Lab

Kampens tilskuertal: 5.352

Kampens Randers FC-spiller (valg af fansene via Randers FC-appen): Tosin Kehinde