Jan Christensen, Getty Images

Det’ træls: Stærk Randers FC-start blev bremset af Silkeborgs kontrakniv

Kristian Fredslund — 19.04.2022 19:56

Randers FC tabte tirsdag aften med 2-1 til Silkeborg IF hjemme på Cepheus Park Randers, hvor en stærk start blev overskygget af fire skarpe Silkeborg-kontraminutter.

Før kampen mod Silkeborg IF havde tv-interviews fokus på, om Randers FC efter to nederlag i træk og en placering som nummer seks af seks i Mesterskabsspillet havde mistet motivationen.

Der gav Randers FC-spillerne svar på tiltale fra første halvlegs start, hvor man trykkede på de silkeborgensiske gæster fra start og skabte gode muligheder på Cepheus Park Randers.

40 minutter i kronjysk kontrol – og så…
Efter ni minutter fik Jakob Ankersen opsnappet en løs bold i feltet, men hans afslutning sad desværre lige på Nicolai Larsen i Silkeborg-målet.

Efter 16 minutters spil sendte Björn Kopplin en bold i feltet, hvor Vito Hammershøy-Mistrati ved bagerste stolpe. Vitos berøring blev dog til en mellemting mellem en afslutning og en aflevering, og derfor endte den i en fodparade på Silkeborgs-keeperen.

Ti minutter senere sad afslutningen dog som den skulle fra Randers FC-anføreren, da han timede sit løb ind i det lille felt perfekt og satte indersiden på det flotte oplæg fra Björn Kopplin og bragte Randers FC foran 1-0.

Efter 36 minutters spil kunne det også være blevet til 2-0, men Frederik Lauenborgs hovedstødsforsøg blev clearet på målstregen.

I stedet blev de 3626 tilskuere på Cepheus Park Randers vidne til effektivitet i høj klasse i slutningen af halvlegen. Silkeborgs kontrakniv skar Randers FC-defensiven i stykker på nærmest to identiske måder med samme opskrift efter hhv. 40 minutters og 43 minutters spil. Begge gange med 3F Superligaens topscorer Niklas Helenius som skarpretter. Så forstummede glæden og euforien hurtigt i Randers og Silkeborg kunne med en skarp afslutning gå til pause foran med 2-1.

Silkeborg kørte den hjem
Anden halvleg blev langtfra så chancerig som første, og man skulle lede længere efter gode Randers FC-muligheder. Midtvejs i anden halvleg var Vito Hammershøy-Mistrati tæt på at bringe balance i regnskabet, men Nicolai Larsen kom ud og stod i vejen for Lasse Berg Johnsens indlæg i sidste øjeblik.

Larsen i Silkeborg-målet stod også i vejen efter 87 minutter, da Stephen Odey satte hovedet på et godt indlæg fra Tosin Kehinde i højre side.

Der var undervejs også muligheder i den anden ende, men såvel godt målmandsspil af Patrik Carlgren som lidt god hjælp fra den ene målstolpe var medvirkende til, at muligheden for Randers FC-point var tilstede helt til slut.

Det blev dog ikke til flere scoringer, og derfor må Randers FC se sig besejret for tredje kamp i træk i Mesterskabsspillet, hvor næste opgave er på udebane på søndag kl. 16.00 i Parken mod rækkens førerhold fra F. C. København.

Næste hjemmekamp er søndag den 1. maj kl. 16.00 mod Brøndby IF. Billetter til den kamp kan allerede nu købes på https://billet.randersfc.dk

Kampfakta:

Randers FC – Silkeborg IF 1-2 (1-2)
1-0 Vito Hammershøy-Mistrati (26.)
1-1 Nicklas Helenius (40.)
1-2 Nicklas Helenius (43.)

Randers FC’s startopstilling (med ændringer undervejs):
Patrik Carlgren - Björn Kopplin, Simon Graves (75. Hugo Andersson) Simon Piesinger, Oliver Bundgaard Kristensen (75. Tobias Klysner) - Tosin Kehinde, Lasse Berg Johnsen (89. Jesper Lauridsen), Frederik Lauenborg (75. Simon Tibbling), Jakob Ankersen (63. Filip Bundgaard Kristensen) - Vito Hammershøy-Mistrati, Stephen Odey.

Gult kort: Björn Kopplin og Simon Tibbling, Randers FC

Kampsponsor: Pedersen & Nielsen Automobilforretning

Kampens tilskuertal: 3626

Kampens Randers FC-spiller (valgt af fansene via Randers FC-app’en): Vito Hammershøy-Mistati