Leicester City FC – beviset på, at alt kan lade sig gøre i fodbold

Jesper Bøss, KOMMA’riet — 23.02.2022 09:55

En præsentation af torsdagens modstander fra Leicester City FC bliver nødt til at starte i 2016, hvor klubben helt sensationelt vandt det engelske mesterskab. En af de største fodboldsensationer nogensinde!

Blot to sæsoner forinden havde Leicester – efter 10 års fravær – sikret sig en returbillet til verdens bedste liga med en oprykning fra Championship. Comebacksæsonen bød på udfordringer, men Leicester reddede kastanjerne ud af ilden og sluttede på en hæderlig 14. plads.

Da 2015/16-sæsonen startede, var Leicester derfor også en af nedrykningsfavoritterne – mens jubeloptimisterne hos bookmakerne kunne få odds 5001 på klubben som engelsk mester.

Da sæsonen sluttede, kunne Schmeichel, Vardy & Co. imidlertid hæve Premier League-trofæet – solide 10 point foran Arsenal på 2. pladsen. En hel fodboldverden måbede. Dette var ikke blot et chokresultat, som man af og til oplevede i fodboldens verden. Det var en sensationel magtpræstation, der siden er blevet fulgt op med blandt andet to 5. pladser i 2019/20- og 2020/21-sæsonerne.

Leicester City FC er – ligesom Randers FC – forsvarende indehavere af pokaltitlen. Deres pokaltitel kom ligeledes i hus på en lun majdag sidste år, hvor Youri Tielemans på Wembley scorede det enlige mål i 1-0-sejren over Chelsea FC. Det var første gang, at klubben kunne løfte FA Cup-trofæet.

Leicester City har mange fantastisk dygtige fodboldspillere fra øverste hylde – understreget med navne som Jamie Vardy, James Maddison, Daniel Amartey, Wesley Fofana, Youri Tielemans, Wilfred Ndidi, Gaglar Söyüncü og vores egne landsholdsspillere Kasper Schmeichel og Jannik Vestergaard.

Men Leicester City er først og fremmest et hold, der siden 2019 har været flot ledet af manager Brendan Rodgers, der tidligere har stået i spidsen for blandt andre skotske Celtic og Liverpool FC.

Aktuelt indtager Leicester City FC 11. pladsen i Premier League, og som bekendt møder de ind til returopgøret på Cepheus Park Randers med en 4-1 sejr i bagagen fra det første opgør på King Power Stadium i torsdags.

Men ja, med påmindelsen om, at Leicester City selv er det levende bevis på, at alt kan ske i fodbold, så har man da lov at håbe på et mirakel – og så er det i øvrigt ikke mere end et par uger siden, at de i FA Cup’en tabte 1-4 ude til Championship-mandskabet fra Nottingham Forest…