Lars Rønbøg, Getty Images
Randers FC henter ”gammel” kending til målmandsteamet
Kristian Fredslund — 22.01.2022 08:58
Den tidligere ungdomslandsholdsspiller Alexander Nybo vender hjem til Randers FC, hvor han skal øge konkurrencen på målmandsposten.
I sommeren 2015 sagde Randers FC farvel til et af klubbens egendyrkede talenter, da den dengang 20-årige målmand Alexander Nybo fortsatte karrieren i Hobro IK. Her fik han superliga-debut og spillede i alt seks kampe, inden han i 2017 skiftede til FC Fredericia, som han siden har spillet 127 kampe for.
Nu vender han tilbage til det kronjyske, da han med øjeblikkelig virkning skifter fra FC Fredericia på en aftale gældende til udgangen af 2024.
- Jeg er vildt glad for og stolt over, at jeg nu kan vende tilbage til min hjerteklub. Som helt ung drømte jeg om at få debut for Randers FC, så det var et uforløst kapitel for mig at forlade klubben uden at have opnået det. Nu har jeg fået muligheden for at komme tilbage og bevise mig selv, og det har jeg tænkt mig at gøre. Jeg har en masse at byde ind med, og jeg tror på, at jeg kan overraske folk i og omkring klubben positivt. Jeg vil være med til at skabe en sund konkurrence på positionen ved at sætte barren højt og presse de andre til træning. Jeg ved godt, at jeg ikke længere er alfahannen på målmandsposten, så jeg går ydmygt til værks, for jeg synes, at Patrik Carlgren er en sindssyg dygtig målmand, siger Alexander Nybo, som da også indrømmer, at han tilbage i december gav Carlgren maksimumpoint i Tipsbladets ’Det gyldne bur’-afstemning, hvor målmændene fra landets to bedste rækker kårer den bedste målmand. Her endte Carlgren på en andenplads efter AaB’s Jacob Rinne.
Efter fire år og 127 kampe i Fredericia var tiden inde til noget nyt, så da Randers FC viste interesse for at hente ham tilbage, så var han ikke i tvivl.
- Timingen er helt rigtig nu. Det passer mig godt at komme et nyt sted hen, hvor jeg kan få nye udfordringer. Jeg forlod klubben som en knejt, men føler mig mere voksen, uddannet og erfaren efter især mine år i Fredericia. Det bliver spændende at komme tilbage, jeg vil give mig 100 procent for klubben, som står mit hjerte så nært. Selvom det er lang tid siden, jeg var her sidst. så er der jo mange velkendte ansigter i klubben, som ved hvad jeg står for som menneske og spiller, siger Alexander Nybo og nævner cheftræner Thomas Thomasberg, assistenttræner Rasmus Bertelsen og målmandstræner Erik Boye fra trænerteamet samt denne nyheds skribent, som Nybo heller ikke har glemt.
- Du skylder mig stadig en kasse sodavand, lyder det fra Nybo, der minder kommunikationschefen om et gammelt væddemål, der endnu ikke er blevet indfriet. Det er vist på tide nu…
Randers FC’s sportslige og kommercielle direktør Søren Pedersen glæder sig over at have fået Alexander Nybo ind til at skærpe konkurrencen i målmandsteamet, som i forvejen består af Patrik Carlgren og Jonas Dakir.
- Vi er virkelig glade for at få Alexander ind til et i forvejen stærkt målmandsteam. Vi har kunnet mærket i efteråret, hvor vi havde Andreas Søndergaard tilknyttet, at det altså hæver niveauet betydeligt at have tre målmænd fast til træning, som presser hinanden. Han er en teknisk dygtig målmand med en god spilforståelse, og jeg vil vove at påstå, at han næsten er så god med fødderne, at han kunne være markspiller. Og så spiller man altså ikke bare lige over 100 kampe i 1. division, så det er en kapacitet, vi får ind i målmandsteamet, og en målmand som trænerteamet kender indgående fra hans ungdomstid i klubben, siger Søren Pedersen.
Udover at være en del af målmandsteamet på 3F Superliga-holdet skal Alexander Nybo også være med til at træne klubbens unge målmænd og på den måde lære fra sig.
- Alexander er en virkelig ambitiøs målmand, som har tænkt sig at give alt for at få kampe i Randers FC-trøjen. Derfor er det også fedt, at han har vist interesse i at kunne være med til at forme de næste i rækken og prøve den rolle af. Det er jeg sikker på, at han kan få rigtig meget ud af her og nu, men også senere hen i karrieren, siger Søren Pedersen.
Rollen som målmandstræner for ungdomsmålmændene er også en, Alexander Nybo ser frem til at prøve kræfter med.
- Det synes jeg er virkelig spændende at kunne være med til. Jeg har selv været igennem Randers FC’s setup, så jeg kender gamet og ved, hvad de gennemgår. Jeg glæder mig til at være med til at udvikle og dygtiggøre de unge målmænd, som er i klubben. Jeg har tidligere gjort det i et mindre omfang, og jeg nyder at kunne lære fra mig, siger fortæller Alexander Nybo.
Nybo fik selv sin fodboldopdragelse i Randers FC’s samarbejdsklub Sønderhald IF (i dag SIF Assentoft), inden han som U15-spiller rykkede til Randers Freja. Han har i alt opnået 13 ungdomslandskampe for Danmark (U16-U20). De lidt ældre generationer vil måske huske hans farfar Tom Nybo, som stod på mål for Randers Freja.
Fakta:
Alexander Nybo
Født: 12. april 1995 (26 år)
Tidligere klubber: Sønderhald IF (ungdom), Randers Freja (ungdom), Randers FC, Hobro IK, FC Fredericia
Forlovet og har et barn (og venter endnu et til sommer)
Bosat i Silkeborg