Kamara og Sierra Leone tog flot point mod Algeriet

Martin Albrechtsen — 12.01.2022 09:46

Alhaji Kamara startede inde i Sierra Leones første slutrundekamp ved African Cup of Nations, da det overraskende lykkedes at få uafgjort med de afrikanske mestre fra Algeriet

Tirsdag eftermiddag skulle Sierra Leone for første gang i aktion ved African Cup of Nations, som i disse dage spilles i Cameroun, og det var med Randers FC's stærke angriber, Alhaji Kamara, med fra start.

Sierra Leone spillede sin chance fra kampens indledning mod forhåndsfavoritterne og de forsvarende afrikanske mestre fra Algeriet. Og det var utrolig tæt på, at netop Alhaji Kamara kunne bringe undertippede Sierra Leone foran i 1. halvleg, da Kamara steg til vejrs med eminent springstyrke, som vi kender ham herhjemme, mellem venner og fjender og satte pandebrasken på bolden. Desværre for Kamara og Sierre Leone gik bolden en halv meters penge forbi forreste stolpe.   

2. halvleg var knapt nok fløjtet i gang, før Alhaji Kamara fandt vejen til netmaskerne. I troen om at han netop havde bragt sit land overraskende foran, lavede han en fremragende jubelscene (som kan ses på vores facebookside), men desværre blev målet underkendt for offside. En korrekt kendelse i øvrigt. Med et kvarter tilbage af kampen måtte Alhaji Kamara desværre lade sig udskifte, til stor frustration for angriberen, efter at have fået et slag på hoften. Som 2. halvleg skred frem blev Algeriet mere toneangivende og pressede Sierra Leone mere og mere mod kampens afslutning. 

Det lykkedes dog for Sierra Leone at kæmpe det ene point hjem, hvorfor kampen sluttede 0-0 mod favoritterne og de forsvarende afrikanske mestre fra Algeriet. Dommerens slutfløjt udløste stor glæde hos Sierra Leone-mandskabet, der naturligvis var glade for det overraskende point.

- Vi er underdogs, men vi kan altid bringe overraskelserne, som vi gjorde i dag. Det går godt for os, og nu ser vi frem til de næste to kampe, fortæller Alhaji Kamara til freelancejournalisten Buster Kirchner for bold.dk.

- Det føles rigtig godt, og vi er alle glade for at være sammen, for her er det kun af og til. I Randers FC er vi sammen over flere måneder, mens vi her ses et par uger af gangen, så det føles rigtig godt at ses igen, udtaler han og fortsætter:

- Vi spillere kommer fra forskellige steder, så det er rigtig svært, men vi tilpasser os som gruppe, så vi er i stand til at være med i kampene, som man kunne se mod Algeriet. Men der er en stor forskel på at spille her og på klubhold, siger Alhaji Kamara.

Næste gang Sierra Leone og Alhaji Kamara skal i aktion er på søndag kl. 17.00 mod Elfenbenskysten, som spiller deres første slutrundekamp i dag kl. 20.00 mod gruppens fjerde og sidste hold Ækvatorialguinea.

Status på Kamara's skade:
Alhaji Kamara fik et slag på hoften efter 74. minutter i kampen mod Algeriet og kunne ikke fortsætte med at spille. Kamara selv håber at kunne være klar til næste gruppekamp mod Elfenbenskysten på søndag