Modstanderportræt: Rumænsk mesterhold gæster Randers

Jesper Bøss — 24.11.2021 10:35

Efter søndagens overbevisende 4-1-sejr over Vejle Boldklub står den torsdag aften på europæisk fodbold, når de rumænske mestre fra CFR Cluj kommer på besøg på Cepheus Park Randers i Conference League.

En absolut nøglekamp, hvor der meget gerne skulle tre lyseblå point på kontoen, hvis der skal holdes liv i håbet om videre avancement i Conference League.

Det kan godt være, at torsdagens modstander ligger i bunden af Conference Leagues gruppe D med bare et enkelt point efter fire kampe, men det skal man ikke lade sig snyde af. Det er et yderst formstærkt mandskab, der lidt i klokken 21.00 løber ind på Cepheus Park Randers.

I den rumænske liga ligger CFR Cluj suverænt nummer ét efter 14 sejre og blot to nederlag i sæsonens første 16 kampe, hvilket blandt andet skyldes en stærk defensiv. Således har holdet i de 16 kampe kun lukket otte mål ind, og det er efterhånden mere end seks timers fodbold siden, at målmand Otto Hindrich sidst måtte hente bolden ud af netmaskerne i den hjemlige liga – de seneste fire ligakampe er vundet med cifrene 2-0, 3-0, 1-0 og 2-0.

I sidste sæson vandt CFR Cluj det rumænske mesterskab i suveræn stil foran storklubben Steaua Bukarest. Efter grundspillet var det ellers Bukarest-klubben, der toppede ligaen, men i slutspillet var CFR Cluj aldeles suveræne og endte med at slutte hele ni point foran Steaua Bukarest på 2. pladsen.

Skal vi nævne et par profiler hos CFR Cluj, kommer vi ikke uden om topscoreren, 35-årige Ciprian Ioan Deac, der er i gang med sit tredje ophold i klubben. Han har spillet en del kampe for det rumænske landshold, var holdets topscorer i sidste sæson og topper også topscorerlisten i denne sæson med foreløbigt fem mål.

Den fransk/algeriske angriber Abdel Slem Billel Omrani skal der også holdes et godt øje med. Det samme med kantspilleren Alexandru Paun, der er en af klubbens egne, og som har spillet mere end 200 kampe for klubben.

Endelig skal også nævnes den 38-årige argentiner Juan Emmanuel Culio, der er still going strong og i gang med sit tredje ophold hos CFR Cluj. Han har blandt andet tidligere spillet i Racing Club, Galatasaray og Zaragoza.

CFR Cluj har også et enkelt skandinavisk islæt i form af islandske Rúnar Már Sigurjónsson. Den 31-årige centrale midtbanespiller har tidligere optrådt for blandt andre hollandske Zwolle og schweiziske Grasshoppers og St. Gallen.

Største stjerne finder vi dog på trænerbænken, hvor CFR Clujs manager er ingen ringere end Dan Petrescu, der som aktiv huskes for en flot karriere hos blandt andre Chelsea FC og næsten 100 kampe for det rumænske landshold. Det er tredje periode, at han står i spidsen for CFR Cluj som manager.

CFR Cluj har vundet det rumænske mesterskab syv gange – heraf de sidste fire sæsoner, hvilket med al tydelighed understreger klubbens magtposition i rumænsk fodbold.

Første opgør mellem CFR Cluj og Randers FC i Rumænien endte uafgjort 1-1. Alhaji Kamara bragte Randers FC foran 1-0 i første halvleg, inden Claudiu Petrila udlignede for hjemmeholdet midt i 2. halvleg.

Vi ses på torsdag på Cepheus Park Randers, hvor gutterne fortjener maksimal opbakning.  

Der er kickoff klokken 21.00.

Du kan købe billet til Conference League-kampen her: https://billet.randersfc.dk