1-1 i første testkamp
Martin Albrechtsen — 26.06.2021 14:44
Trods stor Randers FC-dominans måtte kronjyderne nøjes med remis i første testkamp.
Lørdag eftermiddag skulle Randers FC-spillerne teste formen af i den første rigtige testkamp, efter at kronjyderne havde fejret Hadsten SK's 100 års jubilæum tidligere på ugen med en sejr på hele 19-4. Lørdagens modstander hed AC Horsens på Casa Arena.
Hjemmeholdet kom bedst fra start, da de efter 12 minutter bragte sig foran, da Jonas Gemmer tog chancen fra distancen og udplacerede Patrik Carlgren i det randrusianske mål. Selvom Randers FC sad på spillet, var det alligevel horsensianerne som skabte den næste store chance i kampen fem minutter senere. Brajanac fik en friløber ned mod Carlgrens mål. men her leverede vores svenske keeper en fremragende redning én mod én. Minuttet efter var det Randers FC's tur til at vise tænder. Et mønsterangreb bliver afsluttet med en tværpasning fra Björn Kopplin, som Vito Hammershøy-Mistrati på smukkeste vis sparkede solidt i kassen under overliggeren. Fantastisk flot angreb og mål af kronjyderne. Dermed stod der 1-1, som også blev resultatet ved pause, på trods af at de lyseblå var tæt på at score yderligere. Mod 1. halvlegs afslutning måtte Simon Tibbling lade sig udskifte med Frederik Lauenborg, da svenskeren var involveret i en voldsom duel.
I pausen foretog Randers FC fem udskiftninger, da Jonas Dakir, Simon Graves, Oliver Bundgaard, Tobias Klysner og Alhaji Kamara kom ind i stedet for Patrik Carlgren, Jesper Lauridsen, Björn Kopplin, Mathias Greve og Vito Hammershøy-Mistrati.
2. halvleg bar præg af et massivt Randers FC-pres, der forsøgte at låse Horsens defensiven op, som havde parkeret bussen langt nede på egen banehalvdel. I det 78. minut var det lige ved at lykkes, da et indlæg fra en stærkt spillende Oliver Bundgaard fandt Tobias Klysner ved bagerste stolpe. Klysners flugter blev desværre flot reddet på stregen af Horsens keeper Markus Bovbjerg. Indskiftede Issah Salou, Alhaji Kamara og Filip Bundgaard Kristensen var også tæt på at få scoret, men den sidste skarphed manglede desværre i 2. halvleg, hvorfor første testkamp for Randers FC's vedkommende sluttede 1-1.
Kampfakta:
AC Horsens - Randers FC 1-1 (1-1)
1-0 Jonas Gemmer (12.)
1-1 Vito Hammershøy-Mistrati (18.)
Startopstilling:
Patrik Carlgren (45. Jonas Dakir) - Mikkel Kallesøe (68. Issah Salou), Simon Piesinger (64. Mikkel Brund), Jesper Lauridsen (45. Simon Graves), Björn Kopplin (45. Oliver Bundgaard) - Tosin Kehinde (68. Karl Dreier Leth), Lasse Berg Johnsen (68. Mads Enggård), Simon Tibbling, Mathias Greve (45. Tobias Klysner) - Vito Hammershøy-Mistrati (45. Alhaji Kamara), Nicolai Brock-Madsen (68. Filip Bundgaard).
Næste testkamp for Randers FC er på fredag i Kiel mod Holstein Kiel.
Vito Hammershøy-Mistrati scorede et smukt mål, da han på glimrende vis afsluttede et fornemt Randers FC-angreb, hvor Björn Kopplin leverede assisten.