CSR-projektet "Målet er Sundhed" er godt kørende
Martin Albrechtsen — 01.12.2021 10:20
Det går godt med vores CSR-projekt "Målet er Sundhed". 6.-klasseeleverne i Randers Kommune har netop været på besøg i Bilka Randers, hvor de som led i projektet har arbejdet med varedeklarationer.
Vores CSR-projekt "Målet er Sundhed" er godt kørende. Bogstaveligt talt.
I videoen kan du nemlig se Langå Skole's 6.-klasseelever blive fragtet til og fra Bilka (Randers) med Randers FC-bussen.
Eleverne har været i Bilka Randers for at arbejde med varedeklarationer som led i undervisningsprojektet, der tilbyder et ernæringsfornuftigt og aktivt liv for kommunens 6. klasser.
Det er Bilka Randers, der har indstillet ”Målet er sundhed” til at få del i donationerne fra Salling Fondene, som er med til at finansiere projektet. Det glæder varehuschef i Bilka Randers, Jan Møller, rigtig meget at kunne være med til at gøre noget godt for byen og byens børn, og han er rigtig glad for at se, hvordan projektet forløber.
- Jeg synes, det har været sjovt at følge, hvordan eleverne har lavet noget fysisk sammen med Randers FC's fysiske trænere. Jeg synes også, at spillerbesøgene på skolerne har været gode, hvor eleverne skal forholde sig til, hvad man skal gøre for at holde sin krop ved lige og for at være i form. Hele vejen igennem til at de har lavet mad, til de nu i dag er på besøg i Bilka og skal finde ud af, hvilke varer de skal vælge. Det er en god oplevelse, fortæller Jan Møller, varehuschef i Bilka Randers.
Projektet forsøger at blive klogere på, hvordan man forebygger en tendens af stigende personer med højt BMI i den vestlige verden.
Projektet udføres med støtte fra og i samarbejde med European Football for Development Network, Erasmus+, Salling Fondene og Randers Kommune.