
Jacob fandt sin vej gennem Talents of Tomorrow
15.09.2026 06:24
Som ny Matchday SLO i Randers FC skal Jacob Kliver være med til at styrke dialogen mellem klubben og fansene. Vejen dertil begyndte med et fritidsjob gennem Randers FC’s Talents of Tomorrow, et forløb der har givet flere unge nye muligheder og mod på at finde deres egen vej.
Når Jacob Kliver står bag trommerne på Nordtribunen og slår takten an til slagsangene på Cepheus Park Randers, er han en del af et fællesskab, han har været tæt på i mange år.
I dag er han formand for Nordtribunen, har været fast trommeslager på tribunen i otte år og er netop blevet udnævnt til Matchday SLO i Randers FC.
Men Jacobs tilknytning til Randers FC rækker længere tilbage end tiden på tribunen. Som teenager deltog han i Randers FC’s fritidsjobindsats Talents of Tomorrow, hvor han fik sit første møde med arbejdsmarkedet og et skub i den rigtige retning.
Det blev starten på et fritidsjob hos Min Købmand, som senere blev til en elevplads og en uddannelse inden for handel.
På den måde har Randers FC været en del af flere vigtige skridt i Jacobs liv. Fra det første fritidsjob og valget af uddannelse til fællesskabet på tribunen og nu rollen som Matchday SLO.
Fra fritidsjob til Matchday SLO
I sin nye rolle kan Jacob Kliver trække på flere af de kompetencer, han fik med sig fra Talents of Tomorrow. Her skal han i tæt samarbejde med den nye event- og fankoordinator Jeppe Maul Dommerby, der tiltræder 1. oktober, være med til at styrke dialogen mellem klubben og fansene og videreudvikle stemningen på stadion. For Jacob er der en klar sammenhæng mellem de erfaringer, han fik gennem Talents of Tomorrow, og den opgave, han nu står over for. – Hundrede procent. Jeg lærte især, at man skal tage ansvar i livet. Jeg skal kunne tage beslutninger og samtidig samarbejde med andre. I Talents of Tomorrow arbejdes der blandt andet med at styrke unges arbejdsmarkedskompetencer gennem ansvar, mødestabilitet, samarbejde og kommunikation. Det er kompetencer, Jacob Kliver også får brug for som Matchday SLO, hvor dialogen går begge veje mellem klubben og fansene. – Her er det at kunne lytte, kommunikere og bringe forskellige perspektiver i spil altafgørende. Og så er det selvfølgelig også vigtigt at være med til at skabe en god stemning. Der er ikke nogen, der har lyst til at høre på en, hvis man bare kommer med negative kommentarer, fortæller Jacob Kliver. Ved siden af jobbet som Matchday SLO, er Jacob i dag ansat hos glasvirksomheden J.N. Bech, der også er sponsor i Randers FC.
Flere unge finder deres vej
Jacob er ikke den eneste unge, der har fået noget med sig fra Talents of Tomorrow. For både Nikita og Sigurd blev forløbet også et vigtigt skridt på vejen mod job, uddannelse og nye fællesskaber. Da Nikita startede i Talents of Tomorrow, var hendes mål først og fremmest at møde nye mennesker og blive klogere på arbejdsmarkedet. – Da jeg startede i ToT (Talents of Tomorrow, red.), håbede jeg på at finde nogle venner, få nogle gode oplevelser og information om, hvordan det er at finde og have et arbejde. Hvordan man tager til jobinterviews og den slags. Skolen var ikke lige sagen, men gennem Talents of Tomorrow fik Nikita både venner og erfaring med arbejdsmarkedet. Hun fik et fritidsjob i Bilka og går i dag på Ribe Ungdomshøjskole. For hende handler det derfor også om at give flere unge mulighed for at finde deres egen vej. – Det er helt klart en hjælp for unge, der også måske har det lidt sværere i skolen, til at få venner og til at sige ting i timerne, at de får mulighed for at deltage i noget uden for skolen, fortæller hun.

