TALLENE BAG TALLENE

Virksomheden Randers FC A/S er sat i verden for at drive en fodboldklub på den absolut øverste hylde i Danmark. Indtægtsgrundlaget stammer næsten udelukkende fra entré- og stadionsalg på kampdage, salg af sæsonkort, afvikling af events og konferencer, vores andel af TV-pengene og ikke mindst økonomiske bidrag fra sponsorerne.

Al kapital skal behandles med respekt. For hver krone, der er tjent, skal der højst bruges 90 øre. Eller noget i den retning synes Randers FCs devise at være. For det er mere reglen end undtagelsen, at vi kommer ud med et positivt resultat. Og det skyldes den førnævnte respekt, iblandet snusfornuftig købmandsskik. Hvis ikke det var tilfældet, ville det også være svært at forklare, hvorfor Randers FC de seneste tre år sportsligt er sluttet i Top-6, samtidig med at de økonomiske muskler kun har været til Bund-6.

De seneste tre regnskabsår har Randers FC A/S haft et akkumuleret overskud efter skat på 37,5 millioner kroner, hvor især 2021/22 ’stak af’ grundet klubbens deltagelse i Europa Conference League. Men også årets resultat på knap 2,2 millioner kroner i overskud var tilfredsstillende.

Randers FCs aktiver – dvs. klubbens formue og de genstande (primært spillere), der kan realiseres – udgør næsten 72 millioner kroner, et lille fald i forhold til succesåret 2021/22. Men en pæn stor stigning sammenlignet med 2020/21, der jo lige som det seneste regnskabsår var uden europæisk deltagelse.