Tæt på Europa og historisk stort spillersalg (2023-2024)

For første gang i fire år kom vi ikke med i Top-6. Alligevel var vi tæt på at kvalificere os til at spille europæiske kampe. Efter en flot slutspurt med mange gode kampe og point endte vi på syvendepladsen. Derved kvalificerede vi os til at spille Europa Playoff-kamp mod FCK i Parken. En kamp om deltagelse i Conference League's kvalifikationsspil. Den tabte vi desværre med 2-1, selvom vi kom foran.

Sæsonen 2023/24 startede ellers knapt så positivt med kun 2 point efter de første 5 runder, hvor det bl.a. blev til store nederlag. 4-0 ude mod FCK og 0-5 hjemme mod FC Nordsjælland. Det var derfor en meget forløsende sejr, da vi i 6. spillerunde hjemme mod Viborg tog de første 3 point i sæsonen. Herefter kom der en god periode, hvor vi bl.a. besejrede Silkeborg med 1-0 og spillede 2-2 ude mod FC Midtjylland. De næste to hjemmekampe endte også uafgjort mod hhv. Brøndby og AGF. Og til begge kampe var der omkring 8.000 tilskuere.

Så mistede vi igen momentum med kun 2 point i de sidste 5 kampe i efteråret, inden vi gik på vinterpause, hvor vi overvintrede på 10. pladsen. Kun to point over nedrykningsstregen.

I pokalturneringen besejrede vi B93, inden vi blev slået ud af Brøndby IF med et knebent nederlag på 0-1 på hjemmebane.

Vi havde med andre ord brug for en frisk start på forårssæsonen, hvor målet var at komme væk fra nedrykningsstregen og klatre så højt op i tabellen som muligt. Og med 25 point i 15 kampe sluttede vi på en 7. plads. Så man kan roligt sige, at missionen lykkedes.

Det er også værd at nævne storsejren på hele 6-2 i forårets hjemmekamp mod Lyngby, som i den grad skilte sig ud og som var en tangering af den andenstørste sejr i Randers FC's historie. I den kamp scorede den lejede angriber Mohammed Fuseini hattrick, og han var generelt en af de helt store positive historier i foråret, hvor han blev holdets topscorer med 9 mål.

Vi afgjorde selv tingene og sikrede 7. pladsen med 1-0 sejre over vores direkte konkurrenter, Viborg FF og Vejle Boldklub, i sæsonens to sidste hjemmekampe foran et veloplagt publikum. Det var en flot forårssæson, specielt når man tager med i ligningen, at vi lå nummer 10 i tabellen efter grundspillets afslutning.

På transfersiden har der som vanligt været en del udskiftninger, da spillersalg i flere år har været en væsentlig del af vores strategi. Før sæsonen gik i gang solgte vi bl.a. Lasse Berg Johnsen for et større millionbeløb til de svenske mestre fra Malmö FF.

Den altoverskyggende transfer må dog siges at være det historiske salg af vores egenudviklede Filip Bundgaard til Brøndby IF. Filip, der stammer fra moderklubben Hornbæk SF, blev solgt for et rekordstort beløb, som gjorde ham til det største spillersalg i Randers FC's historie på daværende tidspunkt.