
Forårsmiraklet og nedrykning (2009-2011)
John Faxe Jensen får en god start som ny cheftræner med en fornem 5. plads i 2008/2009-sæsonen.
Randers FC indleder 2009/2010-sæsonen med igen at skulle spille europæisk – en mulighed, der skyldes, at Randers FC toppede Fairplay-regnskabet, hvilket på det tidspunkt gav en billet til kvalifikationen til Europa League. Her blev det til 4-0 hjemme og 3-0 ude over nordirske Linfield i 1. kvalifikationsrunde, inden litauiske FK Suduva ventede i 2. runde. Her vandt Randers FC 1-0 ude, mens det hjemme blev uafgjort 1-1.
I 3. kvalifikationsrunde ventede den tyske storklub Hamburg SV. Den gjorde kort proces i Randers med en 4-0-sejr, inden Randers FC bed anderledes fra sig i returopgøret. Foran næsten 42.000 på Volksparkstadion i Hamburg vandt Randers FC således 1-0. Målet scoret af Søren Berg.
I den hjemlige Superliga haltede det dog gevaldigt, og efter blot to point i sæsonens første 11 superligakampe blev Faxe afskediget som cheftræner for Randers FC.
Ind som afløser blev hentet erfarne Ove Christensen.
Da Ove Christensen tog over, var der syv kampe tilbage i efteråret, og først i sidste forsøg lykkedes det at hente sæsonens første sejr; en 2-1-sejr over bundrivalerne fra HB Køge på en kold søndag eftermiddag i december. Trods sejren så det sort ud for Randers FC, der måtte overvintre på næstsidstepladsen i Superligaen med blot 8 point efter 18 kampe. Randers FC lignede unægteligt en nedrykker.
Foråret blev imidlertid et helt fantastisk eventyr, som alle Randers FC-fans vil huske. 16 forrygende kampe uden nederlag betød nemlig, at Randers FC var strøget forbi AGF i tabellen og dermed kunne redde sig i sidste spillerunde.
Sidste spillerunde så dog svær ud. Randers FC skulle møde formstærke Brøndby IF, der med en sejr kunne vinde bronzemedaljer, mens AGF havde en nemmere opgave, idet man skulle møde OB, der uanset resultatet havde sikret sig sølvmedaljer.
Randers FC tabte 1-3 foran 11.824 tilskuere, men heldigvis kunne AGF heller ikke klare OB og tabte klart 0-3. Det største comeback i dansk fodbold var en kendsgerning. Det var ”Verdens bedste nederlag”, og eventyret, der var baseret på et fantastisk kollektiv, endte lykkeligt.
Den efterfølgende 2010/2011-sæson blev et antiklimaks for både Randers FC og Ove Christensen. Igen startede sæsonen med europæiske kampe som følge af Fair Play. Her blev det 6-1-sejr hjemme og 1-2-nederlag ude mod Dudelange fra Luxembourg, en 3-0-sejr ude og 1-1 hjemme mod slovenske Nova Gorica, inden endestationen i 3. kvalifikationsrunde blev schweiziske Lausanne. Her blev det et 2-3-nederlag hjemme, mens opgøret i Schweiz endte 1-1.
I Superligaen lå Randers FC igen og kæmpede mod nedrykning, og i bestræbelserne på at undgå dette valgte man at stoppe samarbejdet med Ove Christensen i april måned 2011 inden de afgørende kampe.
Konstellationen blev i stedet, at Randers FC’s hidtidige assistenttræner, Peter Elstrup, blev ny cheftræner, mens den tidligere AaB- og FC Midtjylland-træner Allan Kuhn blev hentet ind som assistent. Duoen havde seks kampe til at redde Randers FC’s superligaeksistens – og det var såmænd ganske få minutter fra at lykkes.
I sæsonens sidste kamp hjemme mod Esbjerg fB udlignede gæsternes Tim Janssen til 2-2 i kampens 89. minut, hvilket lige nøjagtigt betød, at Randers FC rykkede ned – i øvrigt sammen med Esbjerg fB. En sort dag på AutoC Park Randers.
