25.04.2024 09:00
Talents United
Et forløb for unge og deres forældre, hvor relations- og arbejdsmarkedsrelaterede kompetencer styrkes, for derigennem at opnå en øget tilknytning til det danske arbejdsmarked.
Siden 2018 har Randers FC haft succes med at afvikle forløb for unge i alderen 14 - 17 år med henblik på etablering af og fastholdelse i fritidsjob. De erfaringer, vi har gjort i den indsats (Talents of Tomorrow) kombineret med en nysgerrighed på potentialet i en familiemæssig kontekst, har været grundlaget for udviklingen af et helt nyt initiativ, Talents United. Med projektet ønskes at undersøge og understøtte de positive afledte effekter af en fritidsjobindsats set i et familieperspektiv. Dette fordi vi grundlæggende tror på, at mennesker i fællesskab - og når vi står sammen - kan spille hinanden stærkere.
I Talents United tilbydes udvalgte unge - udover forløbet i vores fritidsjobindsats - et intensivt forløb sammen med deres forældre (unge/forældre-forløb). Gennem teambuilding og fællesaktiviteter sigtes der mod at styrke relationen og kommunikationen i hjemmet. Forældrene, der er kendetegnet ved ledighed, tilbydes ligeledes et målrettet forløb med fokus på afklaring og opkvalificering af arbejdsmarkedskompetencer, således at disse bringes tættere på arbejdsmarkedet (forældre-forløb).
Indsatsen, som afbildes nedenfor, er blevet mulig grundet en donation fra Lind Foundation på 3,1 mio. kr.
Projektet igangsættes i september 2024. Frem mod år 2026 tilbydes i alt 60 unge og 60 forældre et forløb i Talents United. Forhåbningen er:
- At forældrene opnår ordinært lønnede timer.
- At de unge oplever en mereffekt ved både at deltage i Talents of Tomorrow og i Talents United.
- At de unge og forældrene oplever en øget trivsel i hverdagslivet.
- At de unge og forældrene oplever, at de i højere grad kan indgå i fællesskaber.
- At de unge og forældrene bliver bevidste om deres færdigheder og har kendskab til deres talenter.
Lind Foundation udarbejder en SROl-evaluering, der dels dokumenterer effekten for de unge og forældrene og dels den samfundsøkonomiske effekt. Partnerskabet bestående af Randers FC, og Randers Kommune bistår med dataindsamlingen.
Samarbejdspartnere
Ungdommens Uddannelsesvejledning Randers
Afdeling Arbejdsmarked, Randers Kommune
Projektet støttes og evalueres af Lind Foundation
Kontakt
Har du spørgsmål eller vil du høre mere om projektet? Kontakt Camilla Hasselstrøm Villadsen på [email protected] / 44 11 86 99 eller Ib Rasmussen på [email protected] / 30 34 28 50.