Randers FC søger 3 nye medarbejdere til vores CSR-team

17.05.2024 08:00

Randers FC igangsætter nye sociale projekter og det betyder, at vi er på udkig efter 3 nye medarbejdere til vores CSR-team.

Siden Randers FC’s CSR-indsats blev etableret i 2016 er det gået slag-i-slag med udvikling og iværksættelse af henved 20 sociale og samfundsnyttige projekter. Et af dem er vores fritidsjobinitiativ, Talents of Tomorrow, hvis formål er at oparbejde sociale og personlige kompetencer hos sårbare unge, der gør dem i stand til at varetage og fastholde et fritidsjob. I efteråret igangsætter vi en ny indsats kaldet Talents United, hvor forældrene til de nævnte unge inddrages. Samtidig går en af vores kollegaer på barsel.

Derfor søger vi 2 nye medarbejdere og en studentermedhjælper. Du kan læse mere om de enkelte stillinger nedenfor. 

Generelt

Du bliver ansat i Randers FC Jobakademi, der er et datterselskab under Randers FC. Her er vi pt. 4 fuldtidsansatte. Vi er en dynamisk arbejdsplads, hvor boldene i luften er mange, da vi arbejder sammen på tværs af projekterne. Vi hjælper altid hinanden med at nå i mål, og vi vægter det kollegiale fællesskab, hvor der er plads til både faglig sparring og de gode historier fra weekenden, højt.  

Gældende for alle 3 stillinger er:

  • Du skal ville arbejdsfællesskabet og samtidig kunne samarbejde på tværs både i CSR-afdelingen og i resten af Randers FC. Med andre ord: Du skal være i stand til at mestre både individuelle arbejdsopgaver og det teamprægede arbejde.
  • Du skal være god til at skabe nye relationer i et pædagogisk perspektiv og kunne motivere til forandring hos den enkelte unge/forældre.
  • Du skal være resultatorienteret og villig til at gå de snørklede veje for til sidst at nå målet.
  • Du skal være fleksibel ift. arbejdstider, da nogle arbejdsopgaver er placeret udenfor normal arbejdstid. 
  • Ad hoc-opgaver af varierende karakter kan forekomme.

Vi søger følgende:

Studentermedhjælper, Talents of Tomorrow og Talents United (6-8 timer ugentligt) (Ansøgningsfrist: 23/06-2024)

Projektmedarbejder, Talents United (37 timer ugentligt) (Ansøgnignsfrist udløbet)

Barselsvikariat: Projektmedarbejder, Talenter på Vej (37 timer ugentligt) (Ansøgningsfrist udløbet)