Thomasberg: Dejligt at se drengene igen

Martin Albrechtsen — 16.06.2022 21:42

Thomas Thomasberg er glad for at være tilbage på træningsbanen og se sine spillere igen

- Nu har vi jo holdt lidt over tre ugers ferie, og det er dejligt at se drengene igen.

Thomas Thomasberg er glad for at være tilbage på grønsværen, og cheftræneren glæder sig over at have stort set hele truppen til rådighed på træningsbanen.

- Vi skal igang med en opstart, hvor vi gerne skal have rigtig mange på træningsbanen, igennem en masse træningspas og igennem træningskampene, så vi står klar til den første kamp i Midtjylland. Det positive i dag var, at vi havde så at sige alle herude på træningsbanen. Der er Mikkel Kallesøe, der løber rundt oppe i fitnesslokalet, og som også kommer til at gøre det i lidt længere tid. Men de øvrige har vi en god forhåbning og forventning om, at de skal deltage i mange træningspas, fortæller Thomas Thomasberg.

Cheftræneren ser frem til en opstart, hvor holdet skal fintunes inden 3F Superligapremieren i Herning mod FC Midtjylland den 15. juli.

- Jeg glæder mig til den nye sæson. Jeg glæder mig allerførst til, at vi får trænet en masse. Vi har fire ugers opstart, det er ikke så længe. Så der er lige lidt træningskampe, vi skal igennem og have terpet nogle ting herude på banen både offensivt og defensivt. Det glæder vi os til, og så glæder jeg mig bare til, at den nye sæson går i gang her i den bedste årstid, hvor der er godt vejr og få lov til at konkurrere igen, udtaler Thomasberg.

Thomas Thomasberg er sponsoreret af Hvidsten Kro