Bonderøve, der står sammenVi er nogle bonderøve, der står sammen

Kristian Fredslund — 14.06.2021 13:31

Skousens butik på Marsvej i Randers har været lukket ned i en lang periode, men det har ikke betydet, at forretningen har ligget stille. Salgs- og erhvervschef Gudjon Smarason har haft rygende travlt i 2020, men på forskellige måder.

- Det har været en meget spøjs tid. Til at starte med fik vi meget travlt og havde en voldsom stigning i de første måneder, fordi folk gik hjemme og lige pludselig havde tid til at lave ting i hjemmet. Hen over sommeren kunne vi også godt mærke, at folk ikke rejste så meget på ferie, og endnu engang havde det positiv effekt på os. Da detailhandel, og alt andet blev lukket helt ned efter jul, bliver vi dog hårdt ramt. Der er mange der har det meget hårdere end os, så vi vil ikke beklage os. En væsentlig årsag til at vi klarer os nogenlunde, er vores netværk. Her spiller Randers FC en meget betydningsfuld rolle.  Vi kan dog her i starten af 2021 mærke, at folk igen begynder at handle mere, siger islandskfødte Gudjon.

Butikken er en del af Skousen-franchiset, og dermed tjener man ikke noget på onlinehandel, så derfor har man måttet tænke i nye baner.

- Vi er købmænd af den gamle skole, hvor det handler om at få folk ind i butikken, så det har helt klart været en udfordring. Randers-butikken er dog en af de forretninger, der bliver ved med at brillere ved at leve af netværk og forbindelser. Det har vi også kunnet mærke. Derudover har vi omstillet os og blandt andet kommunikeret med kunder via video. Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at rådgive og lave forretning. Der er en del krumspring, men det er nødvendigt, når vi jo har været lukket ned. Vi har sågar leveret på hjemmeadresserne med småting. Jeg har selv været ude og levere et strygejern til en ældre dame og måtte lære hende at bruge mobilepay, så det har været meget anderledes, fortæller Gudjon, der er optimistisk i forhold til forretningen på den anden side af corona-pandemien.

- Jeg tror, at der kommer noget godt ud af det på den måde, at vi alle i højere grad vil værdsætte den lokale handel. Randers er en by, hvor man holder sammen og hellere venter med at få lavet tingene. Der er et stærkt fællesskab og vidner om noget helt unikt.

Skousen Randers er en forholdsvis ny aktør i Randers FC’s sponsornetværk, men er en meget synlig en af slagsen.

- Når man skal være sponsor, handler det om at tænke i lange baner. Hvis man forventer et synligt afkast med det samme, så er man gal på den. Det slags tager tid, og det kræver også, at man investerer noget i det. Når man går ind i noget, som også er med hjertet og ikke kun forretningsmæssigt, så får man mere ud af det. Mit hjerte er blevet lyseblåt, og det gør nok også, at man gør lidt ekstra ud af det, fordi man engagerer sig i det.

- Når man så ser, hvad man får retur relationsmæssigt og så videre, så er det helt fantastisk. Jeg ved eksempelvis ikke, hvor mange Randers FC-medarbejdere vi har ekspederet det sidste års tid, men det er mange. Folk i og omkring klubben ringer til mig, når de skal bruge nogle af vores produkter og mange med reference til Randers FC og salgschefen Morten Hørby især. Det er pissefedt at være en del af og føle, at solidariteten er tovejs. Det er blandet andet derfor Randers som by er noget helt specielt. Vi er nogle bonderøve, der står sammen – og det skal ses som den største kompliment.

Han er glad for, at han gik aktivt ind i Randers FC tilbage i 2019, for det giver ifølge ham mening for hele byen.

- Man skal se helhedsbilledet, og i det er Randers FC ubetinget den største grundpille i byen. Det er klart det største samlings- og referencepunkt, og det synes jeg, at folk i byen skal huske, værdsætte og bakke op omkring. For os giver det så meget mening at mødes igennem klubben på kryds og tværs, hvilket har givet mig en masse både i privat og forretningsmæssigt.

Derfor er han glad for fortsat at kunne bakke op om byens fodboldhold, som han dog ikke vil have førsteret på.

- Mens der har været begrænsninger på antallet af tilskuere, gav vi vores sponsorbilletter til sæsonkortholdere. For os er det et privilegie at komme på stadion og nyde Danmarks bedste VIP-faciliteter. Det er dog fansene, klubben er til for, for uden dem er der intet af det andet. I min verden er det vigtigste, at vi har et hold i den bedste række og at det er så stabilt, som tilfældet er. Nogle siger, at Randers FC er lidt grå mus og lidt kedelige. Det synes jeg dog ikke. Jeg synes, at klubben og holdet er gode til at spille med musklerne både på og uden for banen. Der er et helt fantastisk fællesskab og netværk, som er stærkere end noget andet, jeg er med i.

Artiklen er skrevet til Randers FC Magasinet 2021, der udkom i april 2021.