Målrig showkamp i Hadsten

Kristian Fredslund — 24.06.2021 12:12

Onsdag aften var Randers FC i Hadsten for at spille opvisningskamp i anledning af Hadsten SK's 100-års jubilæum. Og det blev til en målrig og underholdende opvisning med hele 23 mål.

"To gange 30 minutter. Nej, det kan vi ikke gå med til. Spillerne har jo ikke trænet i dag, så vi skal have nogle minutter i benene."

Assistenttræner Rasmus Bertelsen fik talt Hadsten SK og dommertrioen til at spille to gange 40 minutter i stedet, så der ville blive nok kampminutter til Randers FC-spillerne. Da vidste han dog ikke, at Hadsten SK havde været ude i en drabelig oprykningskamp om at komme i Serie 3 - og tabt. Men Randers FC-spillerne fik en masse spilleminutter og Hadsten-spillerne fik en stor oplevelse til 100 års-jubilæet og folkefesten i Hadsten, der endte med en 19-4-sejr til Randers FC. 

Randers FC stillede med et solidt hold, hvor der var blandt andet var uofficiel debut til Simon Tibbling og comeback til den hjemvendte søn Nicolai Brock-Madsen.

De startende 11

Randers FC startede med følgende 11 spillere fra start: Mikkel Brund, Jeppe Kudsk, Tobias Klysner, Björn Kopplin, Jonas Dakir, Nicolai Brock-Madsen, Oliver Bundgaard Kristensen, Filip Bundgaard Kristensen, Karl Dreier Leth, Simon Tibbling

Det var et ungt, friskt og løbestærkt hold, som stillede til start fra Randers FC, og Hadsten SK-forsvaret blev sat på prøve fra kampens start. 

De holdt stand i seks minutter, før Nicolai Brock-Madsten kunne notere sig for sit første mål i kampen i sin "comeback-kamp" i Randers FC-trøjen efter fem års fravær, da han i sommeren 2016 blev solgt til engelske Birmingham City.

To mål af Tobias Klysner blev det til i de følgende 10 minutter. Det ene efter flot opspil og assist af Nicolai Brock-Madsen, og det andet efter en solotur, hvor han tog den direkte vej ned igennem midten og til sidst lagde bolden sikkert forbi Hadsten-keeperen.

Raketten Klysner på pletten

Tobias Klysner boltrede sig på banen i Hadsten, hvor det i alt blev til tre scoringer fra den talentfulde kantspiller, som sammen med Randers FC-offensiven boltrede og hyggede sig til showkampen i Hadsten.

Randers FC-offensiven med de unge, fodrappe spillere som Tobias Klysner, Karl Dreier Leth og Filip Bundgaard Kristensen samt den store, stærke og pågående Nicolai Brock-Madsen var virkelig en mundfuld for Hadsten-defensiven. Gang på gang kombinerede de lyseblå sig igennem og legede kispus med hjemmeholdet. Derfor gik der også show i den, og spillerne holdt lidt igen med bare at sparke den nemt i kassen. 

Pausestillingen hed 0-10. Fire mål af Nicolai Brock-Madsen, mens Karl Dreier Leth, Tobias Klysner og Filip Bundgaard Kristensen hver især tegnede sig for to mål.

Der var tydelig niveauforskel, som Rasmus Bertelsen prøvede at reducere en smule ved at spille med tre mand bagi og smide Björn Kopplin op på 10'er-positionen...

I pausen blev Hadstens anfører interviewet af stadionspeakeren.

"Jeg troede, at jeg var i god form, men når man så er oppe imod Randers FC-spillerne, så virker det ikke sådan. Man har jo også siddet derhjemme om tænkt, om man kan være med på Superliga-niveau. Det kan jeg så konstatere, at det kan jeg ikke", lød det ærligt og humoristisk fra anføreren.

Brock-Madsen i målform

Efter fem år væk fra Viborgvej var Nicolai Brock-Madsen atter tilbage i Randers FC-kamptrøjen. Han kvitterede med fire mål og to assists og lignede en skarp angriber, som er sulten efter at bevise sig. Det gav ham dog ikke fri, da han blev skiftet ud i 2. halvleg. Fysisk træner Tobias Elstrup havde andre planer med den stærke angriber, der blev sat til at løbe på den bagvedliggende bane, så han kommer til at stå knivskarpt til sæsonstart.

"Vi skal fortsætte med at spille fodbold og score mål, men det gør ikke noget, hvis I lader dem slippe igennem og få et mål eller to".

Sådan lød pausemeldingen fra Rasmus Bertelsen til sine spillere. Og mål til hjemmeholdet kom der da også i anden halvleg. 

Det hjalp også Hadsten-spillerne lidt, at Jonas Dakir og Issah Salou internt aftalte at bytte plads, så midtbanemanden fra Niger tog målmandshandskerne på, mens den høje, talentfulde målmand kom i marken. Derudover blev offensivspillerne Karl Dreier Leth og Filip Bundgaard Kristesen sat ned og agere forsvarsspillere, som uden at forklejne dem nok ikke er deres fremtid i fodboldverdenen.

Hadsten på tavlen

Efter pausen fortsatte Randers FC-dominansen en kort stund, og den normale målmand Jonas Dakir blev første mand på måltavlen. Tobias Klysner røg til baglinjen og spillede på tværs til Dakir, der noget uvant scorede mål i stedet for at forhindre det. Kort efter gjorde Tobias Klysner det til 12-0. Hadsten SK kom dog på tavlen efter 44 minutters spil, og efter 70 minutters spil stod der 4-14 på måltavlen. Issah Salou blev passeret fire gange, men leverede også flere spektakulære redninger - ligesom, at han også måtte til tælling, da han blev tonset ned af en Hadsten SK-spiller i en luftduel.

Tibbling med frækt forsøg fra midten

Der var uofficiel debut Randers FC's nye svenske midtbanespiller Simon Tibbling, der er kommet til fra hollandske FC Emmen. De fleste husker ham som en teknisk stærk midtbanespiller i Brøndby IF, og han var da også tæt på at overliste Hadstens målmand med et forsøg fra midten af banen.

Randers FC havde sat den rutinerede kvartet Thomasberg, Agesen, Søren P., og Ralf P. på banen - de sidste tre på samme tid, hvorefter Hadsten SK scorede lige efter.

"Hvor lang tid er det lige, I har været på banen", lød det drillende fra Rasmus Bertelsen, som til dagens kamp ikke selv havde taget støvlerne med.

Det huede heller ikke Thomas Thomasberg, da Hadsten SK scorede til 3-13 og dermed udlignede målantallet i 2. halvleg.

"Nu skal vi altså vinde anden halvleg". Så meget konkurrencemenneske er der alligevel stadig tilbage i den tidligere topspiller i AaB og FC Midtjylland.

Thomasberg på tavlen

Formen og løbepensummet er ikke den samme som i storhedstiden i 90'erne, men der sidder stadig en god afleveringsfod på Randers FC's cheftræner Thomas Thomasberg, hvilket han fik vist i Hadsten. Det blev også til en scoring, som ramte en knold (altså på banen), men Thomasberg fik sendt tværpasningen fra chefen Søren Pedersen i kassen alligevel. Senere i kampen scorede Søren P. også, som du kan se i videoen her.

Efter Hadstens scoring til 4-14 stod der igen Randers FC på det meste. Ralf Pedersen blev sendt ned som bagerste mand, hvor han er bedst, og fik stoppet, hvad der kom af angreb.

Fremad banen fik U19-angriberen Laurs Skjellerup vist målnæsen frem, og det endte med i alt fire scoringer af den høje angriber, der fik førsteholdsdebut for Randers FC tilbage i sæsonen 2019/20.

Også U19-anfører Mikkel Brund kom på tavlen, da han efter 75 minutters spil pandede et indlæg fra U19-kollegaen Andreas Pisani i kassen. 

I slutminutterne gjorde Laurs Skjellerup det til 18-4 efter en flot assist af Ralf Pedersen, inden Søren Pedersen lukkede og slukkede til 19-4 efter et lækkert oplæg af Oliver Bjerrum Jensen. Herefter signalerede sportsdirektøren om han kunne blive skiftet ud og tog sig for sjov til baglåret, nu hvor han havde opnået at komme på måltavlen.

Den hjemvendte søn på tavlen

Han gik på banen med anførerbindet om armen og lillesøster i hånden. Mikkel Brund var for en stund tilbage i barndomsklubben Hadsten SK, og det var uden tvivl en stor oplevelse for anføreren på U19-ligaholdet. Han blev skiftet ud i anden halvleg, men indskiftet igen senere og blev sat helt frem i angrebet. Her lykkedes det at komme på måltavlen efter en flot hovedstødscoring af det unge talent, som normalt huserer som midterforsvarer.

Kampen i tal:

6. minut: 0-1 - Nicolai Brock-Madsen
Oplæg af Karl Dreier Leth

10. minut: 0-2 - Tobias Klysner
Indlæg fra Oliver Bundgaard til Brock-Madsen, der lægger af med hovedet og Klysner banker den ind via overliggeren

16. minut; 0-3 - Tobias Klysner.
Solotur ned gennem midten og lægger den sikkert forbi keeperen

17. minut: 0-4 - Karl Dreier Leth
Sikkert sparket ind ved feltkanten

20. minut: 0-5 - Nicolai Brock-Madsen
'Fox in the Box' efter indlæg fra venstre fra Filip Bundgaard Kristensen

23. minut: 0-6 - Nicolai Brock-Madsen
Hovedstødsmål i boksen efter indlæg fra Klysner

28. minut: 0-7 - Karl Dreier Leth
Brock spiller på tværs for at lade andre komme til. Ender i feltet hos Karl, der leger kispus og sparker den ind efter et par skudfinter.

34. minut: 0-8 - Nicolai Brock-Madsen
Udspark fra Dakir bliver til assist. Brock bryder igennem og sparker den sikkert ind.

36. minut: 0-9 - Filip Bundgaard Kristensen
Bold over forsvaret fra Karl Dreier Leth. Filip chipper bolden over keeperen og i mål.

38. minut: 0-10 - Filip Bundgaard Kristensen
Filip og Karl kombinerer, og Filip lægger den stille og roligt ind

41. minut: 0-11 - Jonas Dakir
Klysner ryger til baglinjen og finder Dakir i det lille felt.

43. minut: 0-12 - Tobias Klysner
Tobias Klysner stikker i dybden og sætter den sikkert ind.

44. minut: 1-12 - Jens-Christian Lenskjold Schwartz Christensen

52. minut: 1-13 - Laurs Skjellerup
Den netop indskiftede U19-angriber scorer efter indlæg fra Oliver Bundgaard Kristensen

54. minut: 2-13 - Rasmus Vistoft

61. minut: 3-13 - Jens-Christian Lenskjold Schwartz Christensen

65. minut: 4-13 - Rasmus Vistoft

70. minut: 4-14 - Laurs Skjellerup
Flot gennemspillet angreb, som Laurs sikkert eksekverer efter tværpasning fra Mikkel Brund 

71. minut: 4-15 - Laurs Skjellerup

73. minut: 4-16 - Thomas Thomasberg
De fodrappe U19-spillere kombinere og spiller Søren P. fri. Han lægger den uselvisk af til Thomasberg, der scorer.

75. minut: 4-17 - Mikkel Brund
En sukkerbold på tværs fra Thomasberg ender hos Andreas Pisani, der spiller den ind til Mikkel Brund, der flot header bolden i kassen.

76. minut: 4-18 - Laurs Skjellerup
Vi har lavet Ralf P. at skrive, at det var en konge-assist, så det gør vi - og det er faktisk også sandt. Overlap i venstre side og flot bold indover fra den legendariske stopper til Laurs Skjellerup, der var sikkerheden selv.

77. minut: 4-19 - Søren Pedersen
Efter et par tilløb til mål lykkedes det sportsdirektøren at komme på tavlen flot sat op af Oliver Bjerrum Jensen.

Randers FC's startopstilling:
Jonas Dakir - Björn Kopplin, Mikkel Brund, Jeppe Kudsk, Oliver Bundgaard Kristensen - Karl Dreier Leth, Issah Salou, Simon Tibbling, Tobias Klysner - Filip Bundgaard Kristensen, Nicolai Brock-Madsen

Indskiftede spillere:
Laurs Skjellerup, Andreas Pisani, Mads Lyderik Christiansen, Oliver Bjerrum Jensen, Ralf Pedersen, Thomas Thomasberg, Søren Pedersen, Mads Agesen

Detaljer og mål

Brock-Madsens fire mål

Hjemvendte Nicolai Brock-Madsen kom på tavlen fire gange og lagde op til to mål i første halvleg. Han virkede ligeså skarp, som da han forlod Randers i 2016, så det lover godt for fremtiden.

Klysner på pletten tre gange

Tobias Klysner er blevet en fanfavorit allerede, og det forstår man godt, når man ser ham tordne afsted og ikke lade sig kyse af modspillerne. Tre gange scorede han i opvisningskampen mod Hadsten.

Finurlige Karl Leth

Han er netop blev student, og det fejrede Karl Leth med to mål og et par flotte assists. Offensivspilleren er i denne sæson at finde i 3F Superliga-truppen.

Stortalentet Filip

To mål blev det til af stortalentet Filip Bundgaard Kristensen, der fik sin 3F Superligadebut som 16-årig.

Laurs Skjellerup bombede

U19-ligaholdets Laurs Skjellerup ville ikke stå tilbage for Nicolai Brock-Madsen og kom også på tavlen fire gange.

Hadstens mål

Det blev til fire scoringer af hjemmeholdet Hadsten SK i onsdagens showkamp.

Jonas Dakir i uvant rolle

Normalt skal han forhindre mål - mod Hadsten var Jonas Dakir i målscorerens rolle.

Den hjemvendte søn på tavlen

Han startede kampen i midterforsvaret med anførerbindet om armen. Blev senere skiftet ud på sin gamle hjemmebane i Hadsten, hvor han i børneårene har tonset rundt. Onsdag var U19-anføreren Mikkel Brund tilbage, og han fik endda scoret i kampen, da han blev skiftet ind som angriber.